Cykeltur: Sydfynske søfarere klarede skærene
Turforslag : 29 km
Turen starter på havnen i den gamle søfartsby Svendborg og går på kryds og tværs af Svendborgsund på cykel og til søs med veteranskibet M/S Helge. Svendborgsunds søfartshistorie er historien om skibsbyggere og sømænd, der i generationer levede af og på havet. Trods krige og krisetider har de sydfynske søfarere klaret skærene og fragtet frugt, tømmer og daglige fornødenheder langt ud i verden. Skibene byggede de også selv, og der har været hele 29 værfter fordelt på Svendborg, Tåsinge og Thurø i 1800- og 1900-tallet. Skibstrafi kken i sundet er i dag mest for søfarere for sjov, og der er sågar skabt et museum for lystsejlads på Valdemars Slot.
Den gamle søfartsby Svendborg har rødderne solidt forankret i havvandet. Med sin særlige placering midt i vandet, blev Frederiksøen allerede fra midten af 1800-tallet en vigtig værfts-ø. På øen ligger stadig ét af Danmarks få træskibsværfter: J. Ring-Andersens Skibsværft fra 1867. Det hviler på fjerde generations skuldre og er et af landets ældste. På værftet byggede de blandt andet færgen M/S Helge i 1924, som du kan sejle med senere på ruten.
I Gambøt Havn ved Thurø Bund mødes alverdens søfolk og har gjort det i århundreder. Her er bygget både store og små skibe, og mange moderne sømænd kender navnet Walsteds Baadeværft A/S, hvorfra skibe i verdensklasse stadig sætter ud. Området emmer af søfartsliv med skibsværfter og gamle fiskerhytter. Et suttetræ bærer alverdens sutter, som – til forældrenes store glæde – har forladt børnemundene og fået nyt liv på træet. Fra havnen kan du slentre forbi de tidligere søfareres huse ad en lille sti langs vandet, mens du nyder udsigten over mod Troense.
Grasten er et gammelt udskibningssted. Den tidligere så travle træbro er i dag i Svendborg Kommunes eje, og kun sundfærgen M/S Helge lægger til og fra. Hvis der er plads, kan du få din cykel med fra Grasten til Valdemars Slot og lystsejladsmuseet på Tåsinge og cykle videre til Troense, den idylliske skipperby. Se mere om M/S Helges sejlsæson m.m. under ”Praktisk information”.
Troenses historie er stærkt knyttet til søfartslivet. Byen er anlagt i midten af 1700-tallet af kammerherre Niels Juel til Valdemars Slot, efterkommer af søhelten af samme navn. Søfart og frugtavl var byens to hovederhverv. Mange kvalitetsskibe er sat i søen herfra, og generationer af skibsbyggere har lært deres håndværk her. Lad cyklen trille rundt i Troenses charmerende gader og glem ikke Danmarks smukkeste landsbygade: Grønnegade. Bindingsværkshus efter bindingsværkshus omgivet af smukke pryd- og nyttehaver. De velholdte huse er opført i slutningen af 1700-tallet som boliger for søfarende.
En af rutens små og førhen meget travle havne er Vindeby. Mange færger har i tidens løb fragtet mennesker, materialer, dyr og diverse til Svendborg herfra. Danmarks første dampfærge sejlede mellem de to byer fra 1876 til 1926. I 1966 blev Svendborgsundbroen bygget, og det gamle færgeleje lever i dag livet som lystbådehavn.