De lokale anbefaler: Thomas Lindqvist Neergaard
Bag om Thomas Lindqvist Neergaard
Folkekirkepræst i Sct. Jørgens Kirke, og medlem af satiregruppen MAGT.
32 år, bor med hustru og to børn i kirkens embedsbolig.
Kommer fra Roskilde, og flyttede fra København til Svendborg i 2020, hvor familien fandt en naturlig og god balance mellem arbejde, bopæl og familieliv.
Kulinarisk
Bar 105 på Møllergade har en helt særlig stemning, som er svær at beskrive. I weekenden er der proppet med mennesker i alle aldre, man sidder fra forskellige selskaber ved bordene, i baren, eller hvor der nu er plads, og så får man ellers serveret fremragende og velsmagende tapas, vin og cocktails til absolut rimelige priser. Fredag er der altid lokale (og komplet uprofessionelle) gæste dj’s og fedt dansegulv.
Også den nye restaurant Vi To eller den lidt mere klassiske Thudes på Frederiksgade med deres fiskemenu og vinkort skal have mine varmeste anbefalinger.
Kultur
Det er vist ingen hemmelighed, at Svendborg er kendt for sit meget rige kunst- og kulturliv. Især om sommeren er der et hav af koncerter, og her vil jeg særligt fremhæve spillestedet Harders. Med deres koncerter ”Under himlen”, som foregår i den hyggelige og ret intime gård, spiller der hver weekend en blanding af meget kendte og etablerede kunstnere samt mere ukendte og upcommings. Priserne er rimelige, og stemningen fed.
Foto:Kristoffer Juel
Natur
Svendborg har masser af dejlig natur, men man skal lidt udenfor byen for at finde det. Området omkring Valdemars Slot har både skov og strand, men også den nærliggende landsby Troense har en hyggelig havn og nogle smukke og historiske gader, hvor det også er muligt at få rundvisninger.
Skal du bade, er Christiansminde strand et udmærket sted ikke langt fra centrum. Her er – ud over strand – også kiosk, minigolf og store græsarealer til boldspil. Ellers er der ikke langt til Langeland, som også har nogle skønne strande.
"Da vi flyttede til Sydfyn lykkedes det mig aldrig at høre én eneste sige noget negativt om stedet."
Foto:Knud Mortensen
Det unikke ved Svendborg
Da vi flyttede til Sydfyn lykkedes det mig aldrig at høre én eneste sige noget negativt om stedet. Tværtimod er alle mennesker på tværs af landet åbenbart enige om, at Svendborg er en perle. Og det er vel at mærke på alle tider af året.
Her får man et spændende butiks- og byliv, enormt mange kulturelle tilbud, smuk natur og vandet helt tæt på. Det er en provinsby, men stemningen er langt fra sløv og kedelig. Tværtimod er der et enormt drive og stort lokalt engagement.
Der er stor tilflytning i disse år af især børnefamilier fra København, hvilket nok skyldes, at man fornemmer stemningen fra brokvarterene, men i en roligere ramme, og der er mange muligheder for at opbygge netværk gennem foreningsliv og aktive naboskaber.
Det var et jobmæssigt tilfælde, at vores familie endte hernede, men nu kan vi slet ikke forestille os at bo andre steder.
Når jeg har gæster på besøg
Naturligvis skal de se min egen kirke og arbejdsplads, Sct. Jørgens Kirke, som uden sammenligning er den smukkest beliggende kirke i Danmark.
Kirken og kirkegården ligger lige ud til sundet og Sct. Jørgens Parken, der er en lille strand og badebro tæt på, og den imponerende og flotte (synes jeg) Svendborgsundbro troner sig op lige ved siden af.
Kirken er lille, men bestemt et besøg værd. Især mosaikkerne af den lokale sydfynske kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen er smukke og gribende. Kirken er åben hver dag fra 8-16, så man kan kigge ind og få et helle fra den pulserende hverdag. Det er naturligvis også muligt at komme til gudstjeneste hver søndag formiddag kl. 10.00!
Kommer der børn, er Naturama eller Egeskov næsten et must. Ellers er gågademiljøet, Frederiksøen eller en tur på Helge også et hit hos alle, der lægger vejen forbi præstegården.