På besøg hos: ALØR
Kom med ind bag dørene hos lejerne på Frederiksø. Oplev det kreative miljø, hvor 21 kulturpartnere byder velkommen til borgere og turister med spændende workshops, kurser og arrangementer inden for kunst og håndværk.
Her er vi på besøg hos silketrykværkstedet ALØR.
ALØR er et arbejdende silketrykværksted og showroom på Frederiksø, hvor du kan opleve forvandlingen af silke fra kridhvidt til farverigt kunstværk. Værkstedet drives af Anne Louise Østrup Rasmussen, der med stor omhu og dygtighed håndtrykker hvert eneste silkeprodukt i hånden. Her kan besøgende følge processen, hvor silken indfarves og trykkes med ramme og rakel, før den forvandles til bløde sjaler, tørklæder og accessories som hårbånd og lavendelduftende eyepillows.
Foto:Katrine Stubager
Anne Louise er uddannet tekstiltrykker med base i Svendborg, og hun arbejder med nøje udvalgte motiver, der skaber små, magiske fortællinger gennem leg med farver og mønstre. Hendes produkter kombinerer silkeblød komfort med et strejf af humor og duften af Sydfyns kaprifolie.
Anne Louise Østrup Rasmussen (ALØR)
ALØR holder ofte åbent værksted og afholder workshops, hvor man kan få lov til at prøve kræfter med silketryk og opleve kunsten på egen hånd. Du er altid velkommen til at besøge værkstedet, hvor Anne Louise deler sin passion og giver indblik i det traditionsrige håndværk.
Mere info
Adresse: Frederiksø 18D
Mød ALØR på Facebook.