
Nostalgisk sejltur
Tag på en nostalgisk sejltur på Sundet med det 101 år gamle veteranskib M/S Helge. På "Danmarks dejligste rute til søs" sejler du langs de smukke sydfynske kyster og oplever Svendborg fra vandsiden, mens lystbåde, træskibe og kajakker glider forbi.
M/S Helge giver dig mulighed for at stige af undervejs og udforske de charmerende steder langs kysten. Besøg f.eks. det stemningsfulde gourmethotel Stella Maris, hvor du kan nyde frokost eller kaffe i deres have ned til vandet, eller tag et stop ved Galleri DGV ved Christiansminde, som byder på både kunst og smuk natur.

Foto:Knud Mortensen
Tag Helge videre til Troense og Valdemars Slot, hvor du kan fordybe dig i historie og smukke omgivelser. Gå en tur gennem den idylliske by, og videre ud til Valdemars Slot. Uanset om du er til historie, natur eller bare en afslappende sejltur, er M/S Helge den perfekte måde at opleve sydfynske perler fra vandet.
Inspiration til din sommer ved sundet
Find masser af inspiration til Sommer ved Sundet i Svendborg, som er porten til det UNESCO-certificerede sydfynske øhav, og hvor små og store natur-, kultur- og madoplevelser står i kø.