Svendborgsundbroen, Sommer ved Sundet

Svendborgsundbroen

Foto: Lasse Jensen

Svendborgsundbroen er Svendborgs vartegn – en imponerende, arkitektonisk perle, der strækker sig over sundet. Svendborgsundbroen kan opleves på mange måder – oppefra, nedefra, eller som en del af den smukke udsigt fra vandet.

Svendborgsundbroen forbinder Fyn med Tåsinge. Sæt bl.a. tid af til at stoppe op, og tag et 360 graders-kig ud over den livlige maritime sommer-trafik på sundet med Svendborg, Skansen, Vindeby og Tåsinges skove som et overvældende og smukt bagtapet. Her får du inspiration til forskellige måder at opleve den smukke bro på.

Sådan oplever du Svendborgsundbroen bedst

Svendborgsundbroen, Sommer ved Sundet
Lasse Jensen

1. Gå, cykl eller kør over broen

Du kan køre, gå eller cykle over den 1,2 km lange bro, men vi anbefaler at gå eller cykle, så du kan tage dig tid til at nyde udsigten. På en klar sommerdag kan du få de smukkeste billeder herfra. Vær opmærksom på, at fodgængere og cyklister deler ydersporene i begge retninger – så vis hensyn til hinanden.

Svendborgsundbroen, Sommer ved Sundet
Lasse Jensen

2. Oplev trækronerne fra Tåsinge-siden

På Tåsinge-siden får du en unik udsigt direkte ned i trækronerne, og via en trappe kan du komme ned til en lille skov, der indbyder til en rolig gåtur. Der er også parkeringsmuligheder, hvis du vil starte din oplevelse herfra.

Under Svendborgsundbroen, Sommer ved Sundet
Pia Caira

3. Oplev den imponerende udsigt under broen

På Svendborg-siden finder du en trappe og parkeringsmuligheder under broen. Her er en stor bænk, hvor du kan sidde og nyde den imponerende udsigt ind under brokonstruktionen – perfekt til en medbragt kaffe eller madpakke. Herfra er der desuden kun en kort spadseretur til byens centrum.

Sejl under Svendborgsundbroen, Sommer ved Sundet
Sydfyns Bådudlejning

4. Sejl under broen

En af de mest spektakulære måder at opleve Svendborgsundbroen på er fra vandet. Tag på Øhop fra Svendborg med færgerne til de omkringliggende øer, som alle sejler under broen - eller endnu bedre: Lej din egen båd og sejl rundt på sundet, og ind under broen. Det kræver ikke noget særligt kørekort, så alle kan prøve kræfter med at opleve broen fra denne unikke vinkel.