Kulinariske udflugter

Foto:Mikkel Jézéquel&Aqua Vitae

Det vrimler med lokale fødevareproducenter i og omkring Svendborg. Vi har samlet konkrete bud på udflugter, hvor du kommer forbi dedikerede producenter, der holder til midt i det sydfynske landskab. Her kan du smage dig gennem Svendborgs mangfoldige fødevarescene – og samtidig nyde en naturoplevelse undervejs.

Husk at tjekke åbningstider hos de enkelte producenter, før du tager afsted.

Liste
Kort
Kulinarisk Fødevaremarked i Svendborg
Foto: Mads Bordinggaard

1. Kulinarisk Sydfyn

Besøg et af de kulinariske arrangementer, som foreningen Kulinarisk Sydfyn står bag året rundt. Tag f.eks. med på kulinarisk byvandring, “Tasting in the treetops” hos klatreparken Gorilla Park og selvfølgelig kronen på værket; Kulinarisk Sydfyns store Fødevaremarked, der holdes på Svendborg Havn den sidste weekend i juni. Dyk selv ned i Kulinarisk Sydfyns mange arrangementer i deres online kalender.

Ullemose frugt gårdbutik
Foto: Julia Blank

2. Ullemose Frugt

Læg vejen forbi Ullemose Frugts hyggelige gårdbutik, hvor du kan forsyne dig med lokal æblemost, der passende kan nydes ved den fredelige Elsehoved Strand.

Foto: Mette Krull More

3. Skarø Is

Tag på dagstur til Skarø, og besøg Skarø Is’ charmerende gårdcafé, hvor der kan smages på alle deres økologiske og klimavenlige isvarianter lavet på naturens ingredienser. Oplev øens smukke natur og fugleliv til bens eller på cykel, før færgen tager dig retur til Svendborg.

4. Skaarupøre Vingaard & Aqua Vitae Sydfyn

Kombinér en rundvisning og smagning hos Skaarupøre Vingaard (eller blot et besøg i gårdbutikken) med en gåtur i den smukke Vejstrup Ådal, og slut af med prisvindende frugtbrændevin hos Aqua Vitae Sydfyn

Høkildegård
Foto: Høkildegård

5. Høkildegård

Besøg Høkildegård, hvor der i landhandlen er et stort udvalg af kødudskæringer i høj kvalitet. Kødet er fra gårdens egne dyr, der går og græsser lige ned til Syltemade Ådal. Gå en tur i den smukke ådal, der er en del af Øhavsstien, og slut af ved den charmerende Ballen havn.

6. Ø-Bryg - Thurø Bryghus

​Tag på en smuk gåtur gennem Thurø Østerskov og videre ud på det smukke Thurø Rev, som er et naturskønt område med rig flora og fauna. Afslut dagen med et besøg på det lokale bryggeri, Ø-Bryg, hvor du kan nyde håndbryggede øl brygget med kærlighed til øllets kunst.