En halv dag: oplev Svendborgs skønne omgivelser

Foto: Knud Mortensen

Har du en halv dag, er der masser af muligheder for skønne oplevelser. 

Cykeltur til Thurø

Fra Svendborg er det en skøn og meget overskuelig tur på under fem kilometer. Tag Christiansmindestien, der løber helt nede i vandkanten, og fortsæt over dæmningen til Thurø, hvor der er en fin udsigt ind mod Svendborg by. 

Lige på den anden side af dæmningen (og heldigvis inden den stejle stigning!) går en sti ind til venstre. Her kan I fortsætte langs vandet og forbi den smukt beliggende Thurø Kirke, hvor forfatterne Tom Kristensen og Karin Michaëlis ligger begravet.  
På den anden side af Thurø by ligger den lille Gambøt havn med de karakteristiske gamle fiskerhytter og stejlepladsen foran. Her er der en fin udsigt ind i Thurø Bund. En naturskabt havn, hvor der i træskibenes storhedstid kunne ligge op mod 100 store skonnerter side om side.

Smørmosen og Thurø Rev

Fra Gambøt er der godt tre kilometer ud til stranden ved Smørmosen. En skøn sandstrand med badebro og et grønt område bagved med spisepladser og legeredskaber til fri afbenyttelse. Her er også en sjov og original minigolfbane og en kiosk, hvor man kan købe is og grillmad.
Lidt længere mod syd ligger naturområdet Thurø Rev, en strandeng med vadefugle, der gennem mange år er blevet afgræsset af heste, kreaturer og får.

Badebro

Foto:Knud Mortensen

Egebjerg Mølle Naturrum

I Egebjerg bakker ti kilometer vest for Svendborg er en fin, gammel mølle blevet omdannet til formidlingscenter. Møllehatten er erstattet af en enorm glasprisme, hvorfra man har en enestående udsigt over Sydfyn og øhavet. 
I resten af møllen er der udstillinger om det sydfynske landskab og inspiration til at opleve området på egen hånd. Der er også mulighed for at låne lup, net og kompas, så I er rustet til at gå på opdagelse i Egebjerg Bakkers smukke natur. 
Husk madpakken! Området er et skønt sted at holde picnic.

www.egebjergmolle.dk

Foto:Knud Mortensen

Gorilla Park

Har I mere krudt, der skal brændes af, så er der kun et par kilometer fra Egebjerg Mølle til Gorilla Park. En klatrepark, smukt placeret i skoven ved Skjoldemose Gods. 
Her er udfordringer for både voksne og børn helt ned til fire år. Klatreerfaring er ikke nødvendig. De otte forskellige baner har forskellige sværhedsgrader, så der er noget for alle, og de dygtige instruktører står klar til at guide jer sikkert igennem.

En naturoplevelse, der er både sjov og udfordrende. Bliver I sultne undervejs, er der en café i klatreparken, hvor I kan købe mad og drikke. 
gorillapark.dk

Foto:SvendborgEvent

Læg også

Shopping i Svendborg
To timer: Slentretur i Svendborg
Båd ud for Skarø
En hel dag: Besøg øerne i Det Sydfynske Øhav